Brevkassen


Gratis råd, vejledning og inspiration via brevkassen

Udover mit arbejde med klienter,

brevkassen

Brevkassen

har jeg været ansvarlig for Brevkassen i Lørdagsavisen Køge
og Solrød Avis.
Nu tilbyder jeg også personligt svar på dit spørgsmål. Du skal blot skrive dit spørgsmål til Brevkassen.
Du er også meget velkommen til at stille spørgsmål på en af mine facebook sider:
Jeg svarer dig hurtigst muligt.
Hvis du ønsker at være anonym, kan du maile dit spørgsmål til mig på:vibe.korsgaard@gmail.com  
Brevkassen

Brevkassen

 Eksempler fra Brevkassen

Et spørgsmål om nervøsitet

Kære Vibe
Jeg skriver til  brevkassen, fordi jeg håber, at du kan hjælpe mig med et problem, som jeg efterhånden synes går mig mere og mere på. Sagen er den, at jeg bliver meget nervøs hver gang jeg ligesom skal stå frem og fortælle eller forklare noget. Jo flere mennesker der er til stede, jo værre bliver det, men det kan sagtens forekomme selv om der kun er et eneste menneske.
Jeg bliver helt tør i munden, tankerne farer forvirret rundt og jeg mister overblikket. Det er meget ubehageligt og irriterende, og jeg føler aldrig jeg helt får sagt, hvad jeg gerne ville.
Det er ikke fordi, at det er noget ubehageligt jeg skal sige eller noget, jeg ikke har forstand på. Nærmest tværtimod. Det er allerværst, når det handler om noget, som jeg ved noget om, og som jeg egentlig er ret dygtig til.
Jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg reagerer sådan. Der er ingen fornuftig grund til at jeg bliver så nervøs.
Jeg håber, at du måske kan give mig en forklaring, og gerne nogle gode råd, da dette efterhånden er ret begrænsende.
Mvh.
I.H.
Kære I.H.
Mange tak for dit mail til Brevkassen. Der er faktisk rigtig mange af os, der i forskellig grad, kender til den nervøsitet, som du oplever. Det kan virkelig være frustrerende og opslidende, at slås med en sådan nervøsitet, som du her beskriver.
En måde at løsne op for det på, er faktisk at holde op med at ”slås med den”. Det at prøve at bekæmpe og skjule sin nervøsitet, vil næsten altid kun gøre det værre. Prøv i stedet at acceptere, at lige nu er jeg altså nervøs. Det kan berolige og afspænde rigtig meget, hvis du siger det højt. Du kan for eksempel sige: ” Nej det var da mærkeligt. Det er ligesom om, jeg bliver helt nervøs nu. Ja jeg må vist lige ha’ en tår vand.”
Et andet godt råd er: Træk vejret roligt og dybt, mens du samtidig flytter din opmærksomhed til dine håndflader og fodsåler, mærker efter hvordan de føles. Du kan evt. bevæge fingrer og tæer lidt. Dette hjælper til at bevare fokus og nærvær.
Der kan være mange forskellige forklaringer på din nervøsitet. Den kan f. eks. skyldes, at du er bange for at begå fejl, for ikke at være dygtig nok, for ikke at slå til, ikke være perfekt. Det kan handle om en frygt for hvad de andre mener om dig.
Det kan være, at du bliver utryg ved at være midtpunkt. Måske er du inderst inde i tvivl om, hvor meget du har ret til at fylde. – Måske er der en gammel indre stemme, der siger noget i retning af: ” Du skal ikke tro, at du er noget”.
Eller det kan være at situationen, på en eller anden måde, minder dig om noget ubehageligt, du har oplevet tidligere.
Jeg håber, at dette kan hjælpe dig til at finde ud af, hvad det handler om lige præcis for dig.
Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
De kærligste hilsner
Vibe

Min chef giver mig mavepine:

Hej Vibe
Min arbejdssituation er efterhånden ret ulidelig. Jeg har været ansat samme sted i godt fem år. Jeg har været rigtig glad for mit arbejde indtil for omkring et år siden, da vi fik ny leder. Det er som om, at jeg ingenting kan gøre rigtigt. Han kører på mig, kritiserer mig og taler nedladende om mig og mit arbejde.
Jeg får der dårligere og dårligere med at gå på arbejde. Jeg er begyndt at få ondt i maven hver dag på vej i bilen, og jeg har svært ved at falde i søvn om aftenen. Tankerne kører bare rundt og rundt. Jeg tager mig selv i, at ønske jeg brækker benet eller noget lignende, så jeg kan holde fri.
Jeg skriver til Brevkassen, fordi jeg nu har mulighed for at skifte job, men er meget i tvivl. For det første synes jeg ikke, at det er rimeligt, at han ”får sin vilje” og sipper af med mig. For det andet er jeg bange for, at jeg kommer til at savne mine gode kollegaer og mit arbejde, som jeg jo egentlig er glad for.
Jeg skal tage stilling snart, så jeg håber på et hurtigt svar.
På forhånd tak.
Snøvsen
Kære Snøvsen
Tak for din henvendelse til Brevkassen. Det lyder til at være en rigtig svær situation, du der befinder dig i.
Du kan have ganske ret i, at det ikke er rimeligt, at det er dig, der skal gå, men en ting er sikkert: Du kan ikke tåle at blive ved med at være der under disse omstændigheder.
Du kan selvfølgelig først overveje, om det er muligt/sandsynligt, at du kan få et bedre forhold til din leder for eksempel via hjælp fra kollegaer, tillidsmand, supervision, el. andet.
Du kan også mærke efter om det er muligt, at du kan blive i stand til ikke at lade dig påvirke af den måde han behandler dig på. Du kan i denne proces fokusere på, hvad der sker i dig, når han behandler dig som han gør: Hvad er dine tanker/forestillinger? – Hvad er dine forventninger? – Hvem bliver du til? – Hvem minder han dig om? – Hvor gammel føler du dig? Hvor stor? Hvor dygtig?
– Bliver du vred, ked af det, eller bange? – Bange for hvad?
Kort sagt: Gå på opdagelse! Måske finder du ud af noget, der kan ændre situationen.
Hvis ikke, er det vigtigt, at du lytter til, hvad din krop allerede prøver at fortælle dig.
Jeg kan godt følge din følelse af, at det er urimeligt, at han ”får sin vilje” hvis du går. Omvendt kan man spørge: Er det rimeligt, at han dagligt kan råde over dig og din arbejdskraft, når han behandler dig, som han gør?
Du må under alle omstændigheder tage din mavepine og søvnløshed alvorligt. Lyt til din krop! – Sørg først og fremmest for at tage vare på dig selv!
Held og lykke.
Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
De kærligste hilsner
Vibe

Et spørgsmål om utroskab

 Kære Vibe
Mon Brevkassen kan hjælpe mig? Jeg er havnet i et meget uheldigt dilemma, og ved simpelthen ikke hvad der vil være det rigtige at gøre.
Jeg har ved et tilfælde opdaget, at min venindes mand har en affære. Jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende det. Hun vil blive så ked af det, og det sidste jeg ønsker er at gøre hende ondt. Måske er hans affære ikke så alvorlig og stopper snart, så behøver hun jo aldrig at få noget at vide, og det vil være meningsløst at jeg sårer hende, men måske gør den ikke …………
Jeg syntes efterhånden, at det er rigtig svært at være sammen med hende. Føler at jeg fører hende bag lyset, at jeg lyver, og ikke længere er en god veninde. Hvad skal jeg gøre?
Venlig hilsen
Veninden
Kære Veninde.
Tak for din mail til Brevkassen. Jeg kan godt forstå, at du har det svært og er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig.
Det er meget forskelligt, hvordan vi har det i forhold til utroskab. Nogle vil vide alt. – Andre intet. Nogle kun, hvis der er tale om en længere affære. Andre selv et kindkys til julefrokosten. Du kan evt. først tage en snak med din veninde på et mere generelt plan. – Finde ud af hvordan lige præcis hun har det, og så handle derefter.
Det er umuligt at vide, hvad der er rigtigt/bedst for et andet menneske, men hvis du mærker efter og lytter til dit hjerte, ved du, hvad der er det rigtige for dig. Du er jo helt uforskyldt blevet en medspiller i et bedrag. – en del af en løgn, og det er selvsagt meget ubehageligt.
Løgne er rigtig usunde for os. De er altid opstået af frygt. De holder os nede, forkramper, og tapper os for energi. Mit råd er, at du gør dig fri af løgnen!
Du skriver, at det sidste du ønsker, er at gøre din veninde ondt. At du ikke vil såre hende. Her er det utroligt vigtigt at huske, at det ikke er DIG, der sårer hende, men hendes mand. Måske er det derfor en idé, at det også er ham, der tager ansvar for situationen. Du kunne fortælle ham, at du er bekendt med hans affære, forklare ham, hvordan du føler og bede ham afklare forholdene og få snakket ud med hans kone/din veninde.
I den forbindelse får hun brug for dig, – for en veninde. – En hun kan stole på.
Har du yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
De kærligste hilsner.
Vibe

En kærlig søster

Hej Vibe
Jeg har læst flere svar og spørgsmål i  brevkassen, og nu er det så mig der henvender mig. Min søster er syg med mavesår og har været indlagt. Jeg bekymrer mig meget, men er også meget frustreret over at hun på trods af lægens forbud ikke holder op med at ryge og drikke kaffe. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor hun bare fortsætter. Hun er ikke ligeglad, men det er svært for mig at se til og bære følelsen af både bekymring, vrede og frustration over at hun fortsætter med at gøre noget som kan risikere at få alvorlige konsekvenser. Det kan ind imellem føles som om hun ikke tager sit liv alvorligt. Hvad kan jeg gøre? Er det bare mit problem?
Håber du kan hjælpe.
Hilsen
En kærlig søster
Kære kærlige søster
Tak for din henvendelse til Brevkassen. – Ja, det kan være meget smertefuldt og svært at bære, når vores kære bliver ramt af alvorlig sygdom. Det er svært at acceptere, og hvis deres måde at forvalte deres liv på er i strid med vores opfattelse, værdier og ønsker, forstærkes vores afmagtsfølelse.
Måske ville det være en god idé, hvis du allerførst giver denne afmagtsfølelse lidt opmærksomhed: Mærk den, mærk hvordan den føles og hvad den gør ved dig. Forsøget på at holde den på afstand, for eksempel ved at prøve at påvirke, hvad din søster indtager, vil alligevel aldrig lykkes.
Selv om din søster ”kun” er afhængig af kaffe og cigaretter, er det som med en hvilken som helst anden form for afhængighed: Alt andet kommer i 2. række. Den tilstand af for eksempel ro, tryghed, tilfredshed, omsorg, lykke, energi, selvværd, mod, eller hvad det nu måtte være, som den afhængige opnår ved at indtage eller gøre det, som han/hun er afhængig af, er så nødvendig for ham/hende, at det til hver en tid vil komme i første række uanset omkostningerne. Det er noget af det, som gør det så ubeskrivelig hårdt at være tæt på en misbruger. 
Vil du hjælpe din søster, så prøv at lade være med at bekymre dig! Anerkend i stedet at hun forsøger at tage sig af nogle helt basale behov via sit indtag af kaffe og cigaretter. Prøv bare et øjeblik at forestille dig, at en i din omgangskreds bekymrer sig om den måde, du forvalter dit liv på. – Hvordan føles det?
Prøv så at forestille dig samme person i stedet interesserer sig for, hvordan du har det, hvad du føler, hvad du har brug for, samt har tillid til, at du er i stand til at leve dit eget liv. – Hvordan føles det?
Hvis du møder din søster sådan, er der langt større sandsynlighed for, at du kan hjælpe hende til at blive mere bevidst om hendes bagvedliggende behov, og om hvordan hun får dem opfyldt på en sundere og mere hensigtsmæssig måde.
Held og lykke og rigtig god bedring til søster. 
Har du yderligere spørgsmål er du altid velkommen til at skrive til Brevkassen igen.
De kærligste hilsner
Vibe